Bønnespread m. stegt spidskål, ramsløgspesto og ristet chorizo

Bønnespread m. stegt spidskål, ramsløgspesto og ristet chorizo

Bønnespread med stegt spidskål, ramsløgspesto og ristet chorizo

Det her er en af de retter, hvor grøntsagerne får lov til at spille hovedrollen – men hvor vi samtidig bygger så mange forskellige smage og teksturer på, at man bestemt ikke kommer til at savne noget.

Cremet hvid bønnespread i bunden. Lun, stegt spidskål. Frisk og grøn ramsløgspesto. Sprøde, krydrede mandler. Ristet chorizo. Og til sidst tynde skiver af frisk æble, der giver syre, sødme og sprødhed.

Det er lige præcis sådan, vi godt kan lide at lave mad hos Casa Jada: enkle råvarer, der hver især får lidt kærlighed – og som tilsammen bliver til noget meget større.

Retten kan serveres lun, men fungerer også fantastisk kold. Derfor er den også oplagt på et tapasbord eller som en del af et større måltid, hvor maden sættes midt på bordet og deles.

Start med den cremede bønnespread

Hvide bønner er fantastiske som base for en spread. De er milde i smagen og bliver dejligt cremede, når de blendes med hvidløg, citron og en god ekstra jomfruolivenolie.

Du skal bruge:

  • 1 ds. hvide bønner
  • 1–2 fed hvidløg
  • 1 spsk. ekstra jomfruolivenolie fra Casa Jada
  • 1 tsk. citronsaft
  • Neutral olie
  • Salt og peber

Dræn og skyl bønnerne grundigt. Blend dem sammen med hvidløg, ekstra jomfruolivenolie og citronsaft.

Tilsæt derefter lidt neutral olie ad gangen, indtil spreaden har en lækker, cremet konsistens. Smag til med salt og peber.

Her må den gerne være helt blød og cremet, for den skal fungere som bund for resten af retten.

Stegt spidskål – enkelt og virkelig godt

Spidskål behøver faktisk ikke ret meget for at blive fantastisk.

Du skal bruge:

  • 1 spidskål
  • 2 spsk. ekstra jomfruolivenolie
  • Olivensalt fra Casa Jada
  • Peber

Del spidskålet på langs i fire stykker.

Varm en pande op med olivenolie og steg kålen på snitfladen, til den bliver flot gylden. Krydr med olivensalt og peber.

Tilsæt en smule vand, læg låg på panden og lad kålen dampe i cirka 5 minutter, til den er mør, men stadig har struktur.

Det er kombinationen af den karamelliserede stegeflade og det saftige indre, vi er ude efter.

Ramsløgspesto – når sæsonen skal smages

Når ramsløgene er fremme, skal de selvfølgelig bruges.

Den karakteristiske hvidløgssmag passer perfekt til både de milde bønner og kålen.

Til pestoen:

  • 20 blade ramsløg
  • 1 spsk. solsikkekerner eller valnødder
  • 1 spsk. olivenolie
  • 2–6 spsk. neutral olie

Blend ramsløg, solsikkekerner eller valnødder og olivenolie sammen.

Tilsæt neutral olie lidt efter lidt, indtil pestoen har den konsistens, du ønsker. Vi kan godt lide, at den stadig har lidt struktur og ikke bliver alt for flydende.

Krydrede saltmandler

Her kommer rettens første rigtig sprøde element.

Du skal bruge:

  • 100 g mandler
  • ½ dl olivenlage
  • ½ tsk. Krydderi No. 4 fra Casa Jada

Bland mandlerne med olivenlage og Krydderi No. 4.

Bag dem i ovnen i cirka 10 minutter, eller indtil væsken er fordampet, og mandlerne er blevet ristede.

Lad dem køle af inden servering.

Det lille trick med olivenlagen er en skøn måde at tilføre både salt og ekstra smag til mandlerne.

Og så kommer chorizoen...

Til anretningen skal du bruge:

  • Ca. 4 cm chorizo fra Casa Jada
  • 1 æble

Skær chorizoen i små stykker og steg dem ved middel varme, indtil de bliver ristede og begynder at afgive deres krydrede olie.

Gem olien!

Den skal ikke hældes ud, for den er fuld af smag. Den skal bruges over retten til sidst.

Skær samtidig æblet i helt tynde skiver.

Sådan samler du retten

Nu kommer den bedste del.

Fordel først den cremede bønnespread på et stort fad.

Læg de stegte stykker spidskål ovenpå og fordel små skefulde ramsløgspesto hen over kålen.

Drys med de ristede chorizostykker og de hakkede, krydrede mandler. Dryp til sidst lidt af den varme, krydrede olie fra chorizoen over retten.

Afslut med de helt tynde skiver frisk æble.

Og så har du faktisk hele smagspaletten samlet på ét fad:

Cremet, sprødt, salt, syrligt, friskt, krydret og sødligt.

En ret skabt til at blive delt

Det er sådan en ret, vi elsker at sætte midt på bordet hos Casa Jada.

Man kan spise den som en selvstændig ret med godt brød til, servere den som tilbehør eller sætte den på bordet sammen med en række andre små retter.

Og netop her synes vi, at tanken om tapas bliver interessant.

For tapas behøver bestemt ikke være skiver af pølse og ost lagt på et bræt. Det kan lige så godt være små, hjemmelavede retter med forskellige smage, temperaturer og teksturer, som alle omkring bordet kan smage på.

Her mødes vores kærlighed til Spanien med de råvarer og sæsoner, vi har omkring os i Danmark. Ramsløg og spidskål får selskab af olivenolie, chorizo, krydderier og den spanske måde at tænke måltidet som noget, vi deler.

Det er meget tæt på essensen af det, vi hos Casa Jada kalder Det Nordiske Middelhavskøkken.

Fusion-food with attitude – og mad, der får lov til at smage af noget. ❤️

Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.